Fordelene ved en stedsegrøn berberishæk

Berberis er en slægt, som omfatter en lang række både stedsegrønne og løvfældende arter. Man har opdaget mellem 450 og 500 arter verden rundt. Som haveplanter er berberisarterne kendt for deres røde til mørkeblå spiselige bær, samt deres elegante blade og røde eller gule blomster. Løvfældende varieteter såsom hækberberis eller Berberis thunbergii har flot rødt til lilla løvværk i efteråret. Der er ingen stedsegrønne varieteter af berberis, som er hjemmehørende i Europa, omend visse af de stedsegrønne er ekstremt udbredte og findes i haver over hele Europa. Den meste kendte art i Europa kaldes endda for europæisk berberis og har det botaniske navn Berberis vulgaris.

Berberis-arterne bruges ofte til hække. Både de løvfældende og de stedsegrønne arter kultiveres som hækplanter, og de to grupper minder meget om hinanden. Berberisplanten give en tæt, tyk busk som vokser mere i bredden end i højden, hvilket gør den perfekt til lave hække. Eksempelvis plantes den tit under vindueskarme. Den har mørkegrønne, lanseformede blade og skarpe torne. Der er adskillige varieteter, som tit kultiveres til hækplanter. De vokser langsomt og skaber lave, brede og formelle hække, da de giver sirlige og tætte levende hegn. Men disse tiltalende planter er faktisk også perfekte som grænsebuske. Tornede berberishække er næsten umulige at komme igennem og derfor et godt valg, hvis hækken skal give sikkerhed.

Berberis som hækplante

Berberis findes praktisk talt overalt i verden. De er tæt beslægtet med mahonie-slægten. Endda så tæt, at visse botanikere opfatter berberis og mahonie til begge at være en del af samme slægt. Der er nemlig ingen konsekvente forskelle på de to, bortset fra mahonie-artens sammensatte blade og berberis-artens torne. De fleste berberis-arter er hjemmehørende i Sydamerika, Asien eller Afrika, selvom der findes løvfældende arter, der er hjemmehørende i Europa og Nordamerika. Denne hækplantes bær er teknisk set spiselige, men da de har en karakteristisk bitter smag får de som regel lov at være i fred. Disse frugter finder dog stadig kulinarisk anvendelse som smagsforstærker til kød, fisk og ris. I visse lande er det forbudt at sælge berberis. Dette skyldes enten, at berberis har en tendens til at blive invasive når de plantes uden for deres naturlige udbredelsesområde, eller at de har ry for at have en skidt indflydelse på hvedehøsten. Det sidste er kun delvist sandt, da berberis ikke er giftige i sig selv. Men de spiller dog en rolle i at sprede en bestemt form for mug, som kan give hveden skimmel. Grundet dette ry blev berberis ikke rigtig brugt som hækplante indtil for ret nylig, da landmændene forståeligt nok var betænkelige ved at lade deres jord blive omsluttet af en berberishæk. Men nu har man fået øjnene op for plantens dekorationsværdi, og dermed er en berberishæk blevet en kærkommen tilføjelse til mange haver.

At pleje en berberishæk

Berberis trives både i sol og skygge – men visse varieteter kan virkelig ikke lide total skygge, hvorimod andre er mere nemme at pleje og vedligeholde. Løvfældende berberis er bedst at dyrke helt i solskin, da dette vil have en positiv effekt på dens efterårsfarve. Arten er generelt tolerant når det kommer til lave temperaturer og jordtyper, faktisk er enhver veldrænet jord passende. Berberishække er meget tolerante over for beskæring, og du får garanteret en flot hæk hvis du beskærer den en gang om året. Men tornene gør det svært og smertefuldt at beskære dem, så man er nødt til at have handsker. De løvfældende thunbergii-varieteter skal beskæres i foråret eller først på sommeren, efter de har blomstret. Hvis de beskæres for sent, vil de ikke have tid til at udvikle blade, som de jo skal bruge, hvis de skal blomstre det følgende år. Det er bedst slet ikke at beskære de stedsegrønne arter. Du kan begrænse trimningen til at fjerne overskydende eller døde grene og blomster, når blomstringen er forbi. Hvis du foretrækker en mere uformel hæk, kan du endda lade den vokse vildt og kun beskære den efter den er blomstret om sommeren. Disse varieteter blomstrer især godt i sol eller halvskygge. Disse stedsegrønne planter har bleggule blomster og mørkeblå bær, hvorimod thunbergii giver små, uanselige blomster og røde bær. Berberis kan blive højst 1,5-2 meter høje, hvilket er grunden til at den ret sjældent bruges til at beskytte privatlivet med. Men den giver en glimrende lav hæk og kan trimmes op til 3 gange om året, hvilket giver en meget sirlig hæk.

Hvorfor vælge en berberishæk?

Uanset om du vælger en stedsegrøn eller løvfældende hæk, vil en berberishæk være et æstetisk tiltalende element i enhver have. Takket være dens ry for at ødelægge hvedehøsten er berberis ingen historik som landbrugsplante, og dens arter er dermed ægte haveplanter. Derfor vil alle de arter, der nævnes her, være et godt valg til din have. Især vil de dyrkede varieteter, der er specifikt udviklet som hækplanter, såsom Berberis frikartii, tage sig rigtig godt ud i alle europæiske haver. Plejen er måske ikke så tiltalende grundet de skarpe torne, men det tager ikke lang tid, og derfor er berberis en ikke ret vedligeholdelseskrævende hækplante. Den er et godt valg for alle, der ønsker sig en grænsehæk snarere end en høj privatlivshæk.